USAF servicekontrakt

Pr. 1. oktober 2005 indgik Greenland Contractors en 10-årig kontrakt med US Air Force (USAF) om drift af Thule-basen. Kontrakten er en såkaldt præstationsbaseret kontrakt, som udelukkende beskriver den slutydelse, USAF ønsker leveret – ikke den metode, der skal benyttes for at nå målet. Det er således i vid udstrækning op til Greenland Contractors selv, hvordan driften skal tilrettelægges.

Kontrakten på opgaven i Thule er en af de største præstationsbaserede kontrakter, som USAF til dato har indgået, og ville, såfremt den var indgået for en base på et mere tilgængeligt sted, have været opdelt i 12 mindre kontrakter.

Som et led i aftalen skal GC levere alt, hvad der skal til for at løse opgaven: arbejdskraft, biler, entreprenørudstyr, reservedele og byggematerialer, fødevarer, sikkerhedsudstyr, it-udstyr osv.

Denne kontraktform kræver tæt samarbejde mellem kunde og entreprenør og stiller store krav til medarbejderne. Formen giver dog samtidig mulighed for udvikling og for spændende og indholdsrige job.