Operation Julemand er en årelang tradition for at samle penge ind til velgørenhed. Operation Julemand Foundation er en privat organisation, der arbejder med velgørenhed på Thule Air Base. Basen arrangerer i årets løb forskellige aktiviteter, der alle har til formål at samle så mange penge ind som muligt.
En del af de indsamlede midler bliver brugt til indkøb af julegaver til alle børnene i Thule-distriktet. Gaverne bliver pakket ind af frivillige og fløjet med helikopter til børnene i distriktet sammen med "julemanden" og Base Commander, som er US Air Force's øverste chef på basen. Det resterende beløb doneres til en grønlandsk institution i lokalområdet. Siden Kronprins Frederiks slæderejse rundt om Nordgrønland og hans senere initiativ til oprettelse af et værested for børnene i Qaanaaq, har Operation Julemand støttet værestedet med nogle af de indsamlede midler.
Det største arrangement til fordel for Operation Julemand er den årlige "Julemandsfestival", som vi holder i november eller december. Hele basen bliver inviteret til at deltage i en festlig eftermiddag med mange forskellige events, bl.a. lotterier, auktioner, konkurrencer, smid-en-kollega-i-fængsel, kagekastning og salg af gløgg og æbleskiver.

