Jul

Det første tegn på jul i Thule er lysene på det hjemmelavede juletræ, som tændes ved en ceremoni foran det amerikanske hovedkvarter i november. Juletræet er lavet af stålrør, så det kan modstå de kraftige storme, der huserer på denne årstid. Ved samme anledning tændes en stor stjerne, der er placeret på Sydbjerget – fjeldet syd for basen.

I december måned er der forskellige julearrangementer, fx jule-klippe-klistre eftermiddage med gløgg og æbleskiver i basens fritidscenter. Det er selvfølgelig også tiden, hvor de traditionelle danske julefrokoster holdes – både med kollegerne på arbejde og med vennerne hjemme i barakken.

Juleaften kan fejres på flere måder. Nogle slår sig sammen og holder jul hjemme i barakken, andre spiser den store julemiddag i basens kantine eller på den amerikanske restaurant i Top of the World Club.