Man keder sig ikke på Thule Air Base. Der er fritidsmuligheder for alle. I Sports- & Fitness Center kan man dyrke alle former for sport - både på hold og individuelt.
Om vinteren arrangeres skiture samt slædeture og om sommeren bl.a. vandreture, maratonløb og cykelløb. Herudover er der en del andre mere specielle aktiviteter som fx Polar Bear Swim, hvor de modige tager en dukkert mellem isbjergene.
I Community Centeret hygger man sig i Café Cool, spiller billard, på spillemaskiner eller golfsimulator, køber en kop friskbrygget kaffe, læser en bog, de nyeste aviser og magasiner eller låner en musik CD eller en DVD.
I Creativity Room kan man udskrive sine digitale fotos, lave kalendere, tryk på krus/T-shirts eller lave indgraveringer i træ/plast/glas samt forsøge sig med stenslibning.
Endvidere fejres Den Grønlandske Nationaldag, Skt. Hans aften, den amerikanske uafhængighedsdag (den 4. juli), Thanksgiving (den sidste torsdag i november) samt jul og nytår. Mange af arrangementerne arrangeres af Activities, og det er for det meste gratis at deltage.

