Greenland Contractors - historie

I 1952 gik seks entreprenørfirmaer sammen og stiftede Danish Arctic Contractors I/S (DAC) for at være med i kampen med de store amerikanske entreprenørvirksomheder om byggeopgaverne på såvel Sondrestrom Air Base som Thule Air Base i Grønland.

De seks entreprenørfirmaer var: Christiani & Nielsen A/S, Højgaard & Schultz a/s, A. Jespersen & Søn A/S, Kampmann, Kierulff & Saxild A/S, Monberg & Thorsen A/S og Saabye & Lerche A/S.

Efter opbygningen af baserne bød DAC på service-, vedligeholdelses- og anlægsopgaver i de dansk/amerikanske forsvarsområder i Grønland.

DAC's første kontrakt i Grønland var på seks bygninger til den amerikanske base i Narsarsuaq i 1952.

I 1961 fik DAC den første større servicekontrakt på "Food Service" og "Transportation" på basen i Sdr. Strømfjord. Ved de efterfølgende udbud flerdobledes omfanget af kontrakten, og DAC/GC beholdt servicearbejdet for US Air Force, lige til basen i oktober 1992 blev overdraget til Hjemmestyret.

I 1971 vandt DAC licitationen på servicearbejdet på Thule-basen, og DAC/GC har siden vundet alle servicekontrakter på Thule Air Base – senest med indgåelse af en 10-årig kontrakt fra 1. oktober 2005.

Grønlandsk medejerskab

Grønlands Hjemmestyre indgik i 1985 i samarbejdet, idet Greenland Resources A/S og de seks firmaer i DAC etablerede Greenland Contractors I/S (GC) med henblik på gennemførelse af service- og vedligeholdelseskontrakter for US Air Force på baserne i Grønland.

Greenland Resources har især medvirket til ansættelse og uddannelse af grønlandske medarbejdere i virksomheden.

I dag består GC af to interessenter: Inuit Service Company (tidligere Greenland Resources A/S) og MT Højgaard a/s.

Læs mere om ejerforholdene i Greenland Contractors.